tirsdag den 2. oktober 2012

Anmeldelse comeback: Shaka og Liam


I går anmeldte Rune Skyum og jeg nye album fra henholdsvis Shaka Loveless og L.O.C. i Go Morgen DK. Vi har som regel omtrent 7-8 minutter til disse anmeldelser, hvilket dælme ikke er lang tid. Men i går havde vi blot 6 minutter og Rune, det sludrechatol, ævlede sig til størstedelen af tiden. Så jeg tænker, at det er på sin plads, at jeg lige knytter et par ekstra ord til begge album.

L.O.C. - 'Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2' 3 UD AF 6 STJERNER
Jeg er vild med Liams røst og flow - det vil jeg altid være. Og jeg synes, at hans projekt er interessant og elsker at han nu giver alle kritikerne tørt på. For hvordan kan man sige, at manden er grådig og går i ledtog med kommercielle giganter, når han nu lader alt overskud gå til Røde Kors? Sejt tænkt. Desværre synes jeg, at kvaliteten daler en anelse i forhold til trilogiens første udgivelse. På 'PPP Vol. 2' lyder beatsne af og til en anelse uddaterede og flere numre, som eksempelvis 'Tatoveringer & Minder' (lidt pølset titel?) går hen og bliver lidt intetsigende og trivielle. Til gengæld er jeg vild med Barbara Moleko-samarbejdet på 'Helt Min Egen' og når han teamer op med de gamle B.A.N.G.E.R.S-drenge U$O og Johnson på 'Ekstravagant'.

Shaka Loveless - 'Shaka Loveless' 4 UD AF 6 STJERNER
Shaka har noget helt særligt; en flair for de gode melodier og en genkendelig stemme. Hans debutalbum dumper lige ned i en tid, hvor dansk reggae er på sit absolut højeste. Derfor er det godt tænkt af Shaka, ikke kun at putte reggae-numre på pladen, for når sandheden skal på bordet, så er jeg ved at være temmelig træt af den bølge. Men Shaka har mange genrer i blodet; ska, dub, pop. Og dem har han i ledtog med blandt andre Pharfar ladet blande på rigtig fin vis. Wafande-samarbejdet 'Græder For Mit Kvarter', hvor de to hylder og revser Nørrebro er en klassiker in spe, og albummets åbningsnummer 'Kom For At Gå' er forhåbentlig en kommende single. Samtidig kan jeg godt gå hen og blive en anelse træt af Shakas stemme. Den egner sig i den grad til reggae, men når der går lidt for meget råbekor i den, så bliver det i mine ører en kende enerverende.

Se anmeldelserne fra Go Morgen DK HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar