mandag den 8. oktober 2012

Popstars-Jon har sgu fat i noget...


Mandag morgen. Det er blevet en lille tradition, at jeg efter min Go Morgen DK-tjans smutter ind på Baresso og får en chai latte på soyamælk og lader som om, at jeg arbejder på min mac (shit, hvor er man bare et svar på den kliché, man selv afskyr).

Her til morgen faldt jeg over en tankevækkende statusopdatering på Facebook. Den kom fra selveste Jon Nørgaard aka Popstars-Jon. Han har flere gange overrasket mig med sin selvindsigt og skarpe retorik, og i dag langer han igen ud efter den opstyltede branche, han selv er en del af.

Jon skriver bl.a.:
"Dette er derfor et råb fra den virkelige verden, til alle dem som lever i illusionen om at være stjerner (Jeg er klar over at målgruppen er lidt begrænset). Dem du ser i ugebladene iført lånte sko og kjoler, talende om ferien i Saint Tropez, som de har maxet kontoen ud for at kunne tage afsted på. Det er ingen skam ikke at være millionær. Det er derimod, i mit hovede, en skam at skulle leve op til et image, som man har skabt omkring sig selv, udfra en ide om hvordan det hele burde være. Jo før man accepterer livet og hverdagen, for hvad de er, samt sig selv for den man er, jo bedre. Jeg har tidligere sagt at jeg synes det er lidt tankevækkende at man som samfund kan gå og kigge skævt til mennesker som går til rollespil og klæder sig ud som troldmænd, prinser og prinsesser i weekenderne. Men at man samtidigt hylder de mennesker som gør nøjagtigt det samme på de røde løbere, der dog istedet er klædt ud som film -og popstjerner. Popstjernerne findes ikke herhjemme. Der findes kun folk der lever at at synge og optræde -og folk der ikke gør... Jeg selv gør det kun fordi jeg ikke kan lade være. Jeg håber alle derude får en fantastisk mandag! Jeg er lykkelig over endelig at have taget hul på dette kapitel... Vi ses derude i solskinnet! :-)".

Det kan godt være, at der ikke er noget nyt i ovenstående, men jeg synes skisme, at det er sejt, at Jon så umiddelbart og ærligt hælder sine tanker og aversioner ud på nettet. Mere af det, tak!

Svadaen er affødt af hans nye nummer 'Mød Mig I Mørket'. Læs mere på Jons FB-side HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar